Høj buefod

Oversigt

I henhold til formen og karakteristika af svangen og kontaktområdet med jorden er der tre typer fødder: flade fødder, normale fødder og høje svangfødder. Høje svangfødder er omkring 12%, og andelen af ​​atleter er endnu højere til 20-25%. Den såkaldte højbuefod kommer hovedsageligt til udtryk, da den mediale langsgående bue er højere end den normale fod. Sålens og jordens kontaktareal reduceres, og fodens støddæmpningsfunktion reduceres.

Undersøgelser har vist, at uanset om det er medfødte eller neurogene høje svangfødder, er risikoen for fodskader (60%) meget højere end for normale fødder (23%). Williams et al. undersøgte de sårbare dele af højbuede løbere og fandt ud af, at højbuede fødder har en højere sandsynlighed for ankelled, knogle og lateral skade. Powell et al. registrerede de tredimensionelle kinematikdata for høje svangfødder og flade fødder under barfodets gang og fandt, at høje svangfødder har en mindre calcaneal valgus-vinkel sammenlignet med flade fødder. En sammenlignende undersøgelse af plantartryk og gangkarakteristika mellem høje svangfødder og normale fødder viser, at sammenlignet med normale fødder har høje svangfødder mindre kontaktareal, og trykket på hælen og forfoden er højere end for normale fødder, hvilket øger sandsynligheden for bagfods- og forfodsfodsskade reduceres, og den elastiske funktion af svangen af ​​højbuefoden reduceres, hvilket fører til øget slagkraft i knæleddets menisk og mellemhvirvelskiven og øger risikoen for bløddelsskade og smerter i knæleddet, underekstremitetsleddet og rygsøjlen.

To kliniske manifestationer og biomekaniske kendetegn ved høj buefod

1. Kliniske manifestationer

Høje svangfødder viser, at den mediale langsgående svang af foden er for høj, og hælen er omvendt og stiv. Overdreven træk i plantarmuskulaturen, afkortning af akillessenen, let spids holdning, begrænset dorsalfleksion, afkortning og opstramning af plantar fascia, udfladning af tværbuen og deformitet af de klolignende tæer. Når du står med høje svangfødder, kan du mærke, at det meste af kropsvægten er koncentreret på for- og bagsiden af ​​fødderne. Buerne på de indvendige fodsåler er åbenlyst unormalt høje, ledbåndene på vristen er for stramme, eller knoglerne er deforme, hvilket resulterer i calcaneus og tæerne.

Fodbuen bliver gradvist højere. Samtidig vil den høje svangfod bevirke, at den laterale vinkel i knæleddet bliver større, hvilket får det laterale knæled til at åbne sig, forårsager knæledssygdom, og gør ned ad bakke og trapper udsat for træthed og smerter. Især når spændingen af ​​plantarsenerne er ujævn, forårsages symptomer som smerter i den tværgående bue og plantar fascia kramper ved gang, stående og løb. Høje svangfødder er også tilbøjelige til skulder- og nakkeømhed og forårsager endda falske lange og korte ben, skoliose, plantar fasciitis, metatarsal betændelse, lang calcaneal og metatarsal hård hud og let betændelse af plantar ligament komplikation.

Desuden har de høje svangfødder stærk skjul, og de vil ikke føle smerte, når de er unge eller i den tidlige fase. De føler endda, at de er meget adrætte. Dog er vægten af ​​fødderne på de høje svangfødder ujævnt fordelt på lang sigt. Ud over dannelsen af ​​fodsålerne er smerten forårsaget af Gåstilen er tilbøjelig til ekstern rotation, stabiliteten er ikke god, og andre led er mere tilbøjelige til at forårsage overdreven vinkelskader.

2. Biomekaniske egenskaber

Med hensyn til ankelbiomekanik har den høje svangfod følgende biomekaniske hovedegenskaber:
en. Fra knoglestrukturens perspektiv
I statisk tilstand øges hældningsvinklen på bagfodens hælknogle (generelt større end 60 grader), den høje position af talus, den høje position af mellemfoden og den øgede plantarfleksionsvinkel på forfoden.

b. Fra synspunkt af de indre muskler og bløde væv i plantar
Fysisk undersøgelse og ultralydsundersøgelse viste, at spændingen i de indre muskler, blødt væv, plantarmuskler og fodens sener steg.

c. Fra perspektivet af plantar rullende ganganalyse
Under de fire rulleprocesser af sålen viste de fleste af de høje svangfødder overdreven inversion af bagfoden og nedsat dæmpningsfunktion af hælen; utilstrækkelig pronation af mellemfoden, nedsat dæmpningsevne i midtvejsstøtten og kortere mid-stance tid; rotation af forfoden Fronten er utilstrækkelig og adduktionsvinklen øges. I de fleste tilfælde får det første mellemfodshoved mere kraft, når det synker og ruller, og når den femte og fjerde tå ruller, falder den overordnede plantarrullende dæmpningsevne.

d. Fra perspektivet af plantar tryk og tyngdepunktsforskydning
Øget kraft på den laterale side af hælbenet, øget kraft på den proksimale og distale ende af det femte mellemfodshoved, for stort tryk på den distale ende af det første mellemfodshoved og tommelfinger og overordnet forskydning af tyngdepunktets overføringslinje af mellemfodsdelen.

e. Set fra bevægelsen af ​​ankelleddet og underekstremiteternes ledkæde
Intensiveret bagfods varus, mellemfod og forfod overdreven supination, forfod let adduktion, ofte kompenserende årsager til knæ, hofteleds indre rotation, hyperekstension, bækken posterior lumbal lordose, en række generationer såsom nedsat bevægelsestendens Der forekommer kompenserende biomekaniske abnormiteter, hvilket fører til øget spænding af de interne rotatorer af de tilsvarende underekstremiteter og strækning af de eksterne rotatorer, yderligere forårsager træthedsskade og smerter i de eksterne rotatorer af knæ- og hofteled, og også hovedårsagen til almindelige patologiske smerter i taljen og trunken årsag.