Brugertilpassede orthotics har en række fordele i forhold til præfabrikerede, hyldevare-indlægssåler, herunder evnen til at modificere dem. Som et resultat taler disse paneldeltagere om de ændringer, der har fungeret godt i deres praksis, og giver tips om modifikationsstrategi, skoudstyr og materialevalg.

 

Spørgsmål: Hvad er de mest typiske ortotiske ændringer for en iboende anbragt ortotisk enhed, og hvorfor bruger du dem?

A:

Det unikke ved, hvordan en iboende postet enhed er konstrueret, fremhæves af David Levine, DPM, C.Ped. Klinikere ville foretage gipsændringer til den positive model baseret på recepten, ifølge Dr. Levine, for at korrektionerne kunne afspejles i den ortotiske enhed. Hans erfaring er, at de nemmeste ændringer for iboende placerede ortoser er forfodsmodifikationer. Dr. Levine påpeger dog, at det i nogle tilfælde er mere udfordrende at ændre disse enheder.

 

"Når der opstår problemer tæt på metatarsale hoveder, kan iboende anbragte ortotiske anordninger være vanskelige at ændre eller tilpasse," tilføjer Dr. Levine.

 

Når det kommer til denne type udstyr, siger Alan Boehm, DPM, FACFAS, at han er mere tøvende. Når han ønsker at få en lavere profil mulighed, såsom for dressing sko, han normalt beskæftiger en iboende-posted enhed. Ifølge Dr. Boehm forringer for meget forandring sådanne egenskaber.

 

Jane Andersen, DPM, er enig og tilføjer, at når pladsen er begrænset i skoudstyr, foretrækker hun iboende opsatte gadgets. Den mest almindelige justering, hun foretager til denne type enhed, er en medial hælskive.

 

Dr. Levine fortsætter med at sige, at de materialer, der bruges i en iboende anbragt enhed, spiller en stor rolle i dens succes. Stive materialer, siger han, er mindre tilgivende og har en mindre fejlmargin.

 

Spørgsmål: Hvad er de mest typiske justeringer af ortotiske anordninger, der er placeret udefra, og hvorfor bruger du dem?

A:

Dr. Andersen siger: "Langt den mest udbredte (for mig) ville være en bagfodspost." "Jeg foretrækker den ydre (bagfods) stolpe, fordi den bedre kan stabilisere enheden i patientens sko."

 

En lateral kile eller lateral forlængelse, ifølge Dr. Boehm, er de mest almindeligt anvendte ydre ændringer.

 

Dr. Levine siger: "Udvendigt anbragte ortotiske anordninger giver størst mulighed for modifikation."

 

Denne form for ortose, tilføjer han, tillader udbyderen at tage flere chancer, mens han forsøger at få mere korrektion. Han fortsætter med at sige, at det at gøre et godt førstehåndsindtryk er den bedste måde at sikre succes på.

 

Dr. Levine forklarer: "Enhedsfremstillingen er fuldt ud baseret på at få enheden til at tilpasse sig foden så tæt som muligt." "Opslag kan så være en kontinuerlig proces."

 

Med en eksternt udstationeret enhed kan fodterapeuter slibe posteringsmaterialet ned og tilføje materiale under buen, ifølge Dr. Levine.

 

Afhængigt af fodens funktion, tilgængeligt bevægelsesområde, skovalg, aktivitetsniveau og primære bekymringer, kan det være en nyttig tilgang at integrere elementer fra både iboende og udvendigt anbragte enheder.

 

Q: Hvad er nogle af de mest almindelige forfodsændringer, du bruger i din praksis, og hvorfor bruger du dem?

A:

Aflastning til specifikke metatarsale hoveder, kinetiske kiler, metatarsal polstring og Mortons forlængelse er nogle af de mest typiske forfods ortotiske ændringer i Dr. Boehms praksis.

 

"Jeg tror, ​​at et stort antal personer med første stråle patologi har funktionel hallux limitus og kunne drage fordel af en ortosejustering for at øge bevægelsesområdet," siger Dr. Andersen.

 

For at gøre det bruger hun en omvendt Mortons forlængelse med en udskæring i skallen til det første mellemfodshoved.

 

Dr. Levine foreslår, at forfodsændringer skal foretages, efter at patienten har båret apparaterne i et par uger. Ifølge Dr. Levine giver dette en klarere indikation af trykplacering og hvordan man bedst aflaster dette tryk. Desuden hævder han, at denne strategi giver patienten og behandleren tid til at se, hvad skoene vil tillade i forhold til materialetyper og tykkelser i justeringerne.

 

En løbesko, for eksempel, vil acceptere en tykkere forfodsændring end en formel sko, ifølge Dr. Levine. Ydermere tolererer en ældre patient med betydeligt plantarfedtpudetab et blødere materiale bedre end en yngre patient med en plantarflekteret metatarsal, som kan tåle et mere stift materiale.

 

Spørgsmål: Kan du lide at bruge mellemfodspuder, og hvis ja, hvornår bruger du dem?

A:

Ifølge Dr. Levine er nøglen til succes med mellemfodspuder præcis placering. Han anbefaler at bruge malertape til let at klæbe en Poron mellemfodspude til orthoticus (som ikke kommer i vejen eller irriterer foden). Dette gør det muligt for lægen eller patienten at flytte puden for at finde den bedste position, før den permanent adopteres. Hvis puden er for fjern, for eksempel, kan patienten føle en ubehagelig klump uden denne præcision, ifølge Dr. Levine.

 

Ifølge Dr. Boehm bruges mellemfodspuder ofte til ubehag ved neurom/neuritis, metatarsalgi, kapsulitis, fedtpudeatrofi, prædislokationssyndrom og aflastende hyperkeratoser.

 

Dr. Andersen siger, at hun har brugt mellemfodspuder mere i de sidste fem til ti år. Hun har set succes med dem i situationer, der involverer neuromer, metatarsalgi og andet metatarsal stresssyndrom.

 

Dr. Andersen arbejder som privatpraktiserende læge i Chapel Hill, North Carolina. Hun er tidligere præsident for American Association for Women Podiatrists og en amerikansk Board of Foot and Ankel Surgery board-certificeret fodkirurg.

 

Dr. Boehm praktiserer hos Mid-Atlantic Foot and Ankel Specialists i Holly Springs og Raleigh, North Carolina. American Board of Foot and Ankel Surgery har certificeret ham i fodkirurgi.

 

Dr. Levine er privatpraktiserende læge i Frederick, Maryland, hos Foot and Ankel Specialists of the Mid-Atlantic. Han er også ejer af New Balance-Frederick og direktør og ejer af Physician's Footwear, en certificeret pædotisk institution i Frederick, Md.